Leonhardt
er en underlig
dreng

Eventyr af E. S. Brinch

Stilen er magisk realisme. Historien kan læses som en spændingsroman om en ensom dreng, der i sin søgen efter venskab havner på havets bund, hvor han møder modstandere og hjælpere, inden han finder hjem – og som en udviklingshistorie.

Eventyr om ensomhed, selvværd, venskab og skelneevne, der også rummer et åndeligt budskab uden dog at komme med ufravigelige svar

Bogen egner sig til læsning på egen hånd såvel som højtlæsning og inviterer til refleksion og dybe, meningsfulde samtaler børn og voksne imellem.

Bogens 14 kapitler er illustreret af Silke Brandes. Blyantstegningerne med det kontrastfyldte næsten dystre grafiske udtryk, der minder om træsnit, understreger og udvider eventyrets stemning på fineste vis.

Læs udrag fra bogen

Det var sommer. Solen bagte ned over den lille by, som lå i læ af klitterne og gemte sig på sydspidsen af en sandet ø i det forblæste hav. I dag var her nu vindstille. I den varme luft svævede en måge henover byen, ellers havde de fleste dyr søgt ly på skyggefulde steder.

Leonhardt lå inde i stuen for nedrullede gardiner og læste en tegneserie om tre rumvæsener, der forsøgte at invadere jorden. Sofaens hestehårsbetræk stak de bare ben, men han gad ikke rejse sig og hente det tæppe, som normalt lå bredt ud over det sorte betræk. Det var sen eftermiddag. Solen var nået om på vestsiden af huset og stod og skinnede lige ind på ruderne, så de gamle gulnede rullegardiner, som var trukket ned her, lyste guld. En flue var fanget mellem gardin og rude og summede fra tid til anden højt i arrigskab.

Leonhardts mor var netop kommet hjem fra byen og gik direkte ind i stuen, hvor hun trak gardinet op med et ordentligt smæk. ”Du er en underlig dreng, Leonhardt. Hvorfor ligger du herinde i det gode vejr? Om jeg forstår, hvad der er galt med dig.”

Leonhardt tog en skumfidus fra en pose ved siden af sig. Han havde været oppe i kiosken og købe slik for penge, han havde fået af sin bedstemor for at luge køkkenhaven.

”Hvad med at gå ud og lege med de andre børn?” spurgte hans mor ude fra entreen, hvor hun stod og varmede et krøllejern op.

”De kalder mig fiskefjæs.” Leonhardt bladrede.

”Fiskefjæs!” grinede hans mor til spejlet, mens hun lavede bølger i sit lange hår. ”Du skal bare være ligeglad, så skal de nok holde op med at drille.”

”Jeg er ligeglad.” Han lukkede for begge ører med langefingrene. Fluen, der før havde kæmpet bag rullegardinet, var netop landet på side 5 og gik med metalgrøn krop og mørke spionbriller rundt og trykkede sin snabel ned på toppen af et rumskib, som om den ledte efter en indgang til styrerummet…